Supersykehus setter fart i det digitale byggeriet

Pressemelding utsendt av BIPS, mars 2011

De store hospitalsbyggerier vil for alvor sætte gang i udbredelsen af de nye BIM-metoder, hvor alle data om byggeriets opførelse og drift deles via digital bygningsinformationsmodellering

ImageDe danske regioner er lige nu i fuld gang med at planlægge byggeriet af en række nye supersygehuse og moderniseringer af de bestående for tilsammen mere end 40 mia. kr. Set under ét er der tale om det største byggeprojekt i Danmarkshistorien, som vil blive ført ud i livet ved byggerier mange steder i landet over de kommende år frem til 2020.

De store byggeprojekter kan for alvor sætte skub i udbredelsen af det digitale byggeri i Danmark, viser en undersøgelse i magasinet bips-nyt. Bladet har interviewet bygherreorganisationerne for en række af de store byggeprojekter, som lige nu er under planlægning, og svarene peger entydigt på, at de virksomheder – projekterende som udførende – der ønsker at deltage i byggeprojekterne, må være parate til at anvende bygningsmodeller til håndtering af byggeprojektets geometri og deling af byggesagens informationer fra program til aflevering. Sygehusbyggerierne kan dermed blive det lokomotiv, som for alvor trækker gang i udbredelsen af de nye BIM- og buildingSMART metoder, sådan som det også er sket i Norge.

Godt øje til fordelene
Erhvervs- & Byggestyrelsen har for nylig slået fast, at de statsstøttede sygehusbyggerier er underlagt samme bestemmelser, som gælder alt statsligt byggeri – herunder den nye IKT-bekendtgørelse (”Det Digitale Byggeri”), der bl.a. stiller krav om om fælles klassifikation (DBK), digital tilbudsgivning, fælles projektweb og anvendelse bygningsmodeller til simuleringer, informationsdeling og digital overlevering af data til drift- og vedligehold. Men hospitalernes bygherreorganisationer har selv et rigtig godt øje til mulighederne i de nye BIM-metoder, viser interviewene i bips-nyt:

”Selvfølgelig vil vi anvende BIM i både 3D, 4D og 5D. Det er for os vitale værktøjer til at overskue og styre projekterne med hensyn til kvalitet, tid og økonomi”, siger Claes Brylle Hallqvist, der er vicedirektør for byggeriet af det 3 mia. kr store projekt for Region Hovedstadens hospital på Bispebjerg til bips-nyt.

Løbende og tæt kontrol med økonomien i de uhyre komplekse byggerier er blandt de helt store fordele ved BIM-metoderne, viser erfaringerne fra bl.a. Norge. Men samfundet får også meget større sikkerhed for at få det bedste byggeri for pengene, når de projekterende arkitekter og ingeniører kan optimere design og konstruktioner gennem simuleringer af bl.a. energiøkonomi. Og når sygeplejersker og læger ved hjælp af 3D-simuleringer kan deltage aktivt i indretningen af sengerum, laboratorier og operationsstuer, sådan som det bl.a. sker ved udbygningen af det store Århus-sygehus Skejby, hvor op mod 800 ansatte gennem brugergrupper er med til at bestemme indretningen.

Digital aflevering i en BIM-model
På Fyn sidder bygherreorganisationen lige nu og vurderer seks forskellige forslag til det nye Odense Universitetshospital – og her har man stor glæde af, at konkurrenceforslagene skulle afleveres digitalt i form af 3D-modeller: ”Den store fordel er, at vi ikke kun kan bedømme forslagene ud fra det, arkitekterne har valgt at vise os. Nu kan vi selv gå ind i modellen og vurdere de forhold, der interesserer os. Det giver os et kvalitativt bedre grundlag for at bedømme de forskellige forslag”, fremhæver Lars Loft Hansen fra bygherreorganisationen i Odense.

Allerede inden vinderforslaget er valgt, er fynboerne gået i gang med at planlægge, hvordan man kan sikre den bedst mulige overlevering af driftsrelevante data fra byggefasen til det nye hospitals driftssystemer. Der er mange penge at hente, hvis man kan optimere sygehusenes meget omkostningstunge drift, og netop driftsfasen er et centralt perspektivområde for de nye modelleringsteknologier – hvilket også kommer til udtryk i den nye IKT-bekendtgørelse, som fastslår, at digital aflevering fra 2014 alene kan ske via en BIM-model i IFC-format.

Ingen kan i dag helt sige, hvordan løsningerne vil udmønte sig i praksis – men det får ikke hospitalsbygherren på Fyn til at ryste på hænderne: ”Vi står jo med nogle byggeprojekter, som kommer til at strække sig over så lang en periode, at vi er nødt til at lære undervejs. Vi kan ikke have en fuldt færdig metodik fra Dag 1. Men nogle af de krav, vi stiller i dag, skal først effektueres om ti år – og med den læring, der vil ske undervejs, må vi forvente, at det vil kunne imødekommes”, siger Lars Loft Hansen.

Videncentret i nøglerolle
Netop spørgsmålet, om de modelbaserede løsninger – men også fx klassifikationen med DBK – i dag er tilstrækkeligt modne til reelt at kunne lægges til grund for kravstillelse ved de store sygehusbyggerier, bliver også rejst i bips-nyt: ”Kan vi regne med, at BIM-udviklingen er så langt fremme, når vi kommer i gang, at vi kan samle alle materialeparametre i en BIM-model, sådan at entreprenøren kan gå ind i modellen og se hvilken u-værdi, vinduerne skal have? Og kan vi regne med, at DBK er fuldt færdigt og implementeret på et niveau, så vi kan stille krav om det”, spørger således Heine Overby fra bygherreorganisationen på det kommende Aalborg Universitetshospital.

I Herning ligger svaret lige til højrebenet: ”Så må vi selv være med til at udvikle det. Nogen skal jo gå foran, og hvis det offentlige ikke gør det ved byggeprojekter som dette – hvem skulle så? Det er min egen erfaring fra det private erhvervsliv, at tingene først flytter sig, når nogen stiller krav og skubber på”, siger Michael Hyllegaard fra projektorganisationen for det nye supersygehus i Gødstrup ved Herning.

Den indstilling bliver konkret udmøntet i det verserende udbud af totalrådgiverkontrakten for det nye Herning-sygehus. Her fremhæves det eksplicit, at totålrådgiverne skal være indstillet på gennem hele forløbet af bidrage til udvikling af byggeriets digitale infrastruktur gennem praktiske IKT-afprøvninger i samarbejde med det nye Videncenter for øget produktivitet og digitalisering i byggeriet. Totalrådgiverkonkurrencen ventes afgjort i løbet af foråret.

Kontakt
For spørgsmål vedrørende pressemeddelelsen, kontakt Gunnar Friborg, direktør i Foreningen bips, telefon: 70 23 22 37 eller på mail gf [at] bips [dot] dk

bips-nyt nr. 4 med temaet om Hospitalsbyggerierne kan hentes HER eller ved at kontakte Maja Skovgaard, kommunikationskonsulent, Foreningen bips, på ms [at] bips [dot] dk